FAZION

Dansk bæredygtigt modekoncept lanceres globalt

931f8b_GLOBAL_FASHION_EXCHANGE_PHOTO_CREDIT_COPENHAGEN_FASHION_FESTIVAL_2

Det succesfulde danske bæredygtighedsinitiativ, Fashion Exchange, som promoverer bæredygtigt forbrug gennem tøjbytte, går nu globalt ved en lancering i USA.

Det danskfødte tøjbyttemarked Fashion Exchange, der promoverer bæredygtigt tøjforbrug, præsenteres som globalt koncept ved et stort presseevent i New York på mandag den 15. september. Foran amerikanske redaktører og modefolk vil Danish Fashion Institute (DAFI) lancere byttemarkedet Global Fashion Exchange, som skal rejse verden rundt med det formål at få forbrugere til at tænke mere ansvarligt i forhold tøjforbrugsvaner og undgå at kassere de 29,5 kg tøj som den gennemsnitlige amerikaner smider ud hvert år.

Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute, siger: ”Forbrugerne bliver mere og mere opmærksomme på modebranchens enorme miljøbelastning, men få ved, hvordan de selv kan forbruge mere bæredygtigt ved at genbruge tøj. Tøjbytte er en af de mest simple måder at genbruge på – og så er det samtidig en dejlig nem måde at forny sin garderobe på.”

Global Fashion Exchange blev stiftet af DAFI i 2013, hvor det fandt sted for første gang under Copenhagen Fashion Week. Her byttede 1.500 personer i alt syv ton tøj, og der tegnede sig et succesfuldt koncept. DAFI har derfor de seneste måneder samarbejdet med H&M og Ford Motor Company om bringe konceptet til udlandet.

Tæt samarbejde med H&M
H&M er en af verdens førende indenfor bæredygtig mode med blandt andet deres Global Recycling Program og Conscious Collection, og derfor har et partnerskab om Global Fashion Exchange ligget i naturlig forlængelse af deres bæredygtighedsinitiativer.

H&Ms chef for bæredygtighed Catarina Midby siger: ”De fleste mennesker bruger kun 30 pct. af deres garderobe til trods for, at resten af tøjet ikke fejler noget. Hos H&M har vi haft fokus på at genbruge og genanvende tøj i mange år. Derfor er Global Fashion Exchange en naturlig forlængelse af vores initiativer med I-Collect. Al tøj, der måtte være i overskud fra Global Fashion Exchange, samler vi sammen og genanvender.”

Global Fashion Exchange skal i løbet af det næste år afholdes på flere nøglelokationer i udvalgte storbyer. De første to stop på den globale rundrejse bliver Los Angeles (Dolby Theatre, hjemsted for Oscar uddelingen) og New York (Times Square).