Copenhagen Fashion Week, der indtog byen i sidste uge fra 3.-8. august, gik over forventning, men har stadig behov for en retænkning af messelandskabet. ”Selv om stemningen i byen var bedre end ventet, er branchen ikke tjent med en opsplittet modeuge, hvor messerne ikke har samstemmende datoer.” Det siger direktør i Copenhagen Fashion Week Eva Kruse.
Bæredygtighed var højt på dagsordenen ved sidste uges Copenhagen Fashion Week med flere shows med bæredygtige vinkler og med grønne initiativer så som et tøjbyttemarked på Rådhuspladsen og en udstilling med bæredygtige designs i Nikolaj Kunsthal.
Eva Kruse, direktør for Copenhagen Fashion Week og Danish Fashion Institute, siger: ”Vi har gennem et par sæsoner været omtalt som verdens grønneste modeuge, og det er en rolle, vi selvfølgelig har arbejdet videre med, da det ligger dybt forankret i vores vision at promovere bæredygtighed. Derfor er jeg glad for, at de grønne initiativer vi søsatte blev så vellykkede.”
Højt professionelt niveau for shows
Herudover var det en flot showuge, der blev præsenteret for indkøbere og presse, herunder flere toneangivende journalister fra udlandet så som Vogue, Elle, The Guardian, Interview Magazine, Harpers Bazaar og V Magazine.
Eva Kruse udtaler: ”Showkalenderen var præget af mange gode shows fra de nye designere så som Mark Kenly Domino Tan til de mere etablerede som By Malene Birger. Det er først og fremmest dem samt deres mange dygtige kolleger, som udstiller på messerne, vi skal takke for, at Copenhagen Fashion Week stadig er den største og absolut vigtigste modeuge i Norden”.
Justin O’Shea, indkøbsdirektør for Mytheresa.com, deler Eva Kruses opfattelse: ”Der var en helt ny modenhed og et nyt sofistikeret udtryk over Copenhagen Fashion Week denne gang. Der var et højt niveau af presse og indkøbere, og showene var mere raffinerede, elegante og vigtigst af alt unikke. Det gav mig en fornyet tiltro til, at det har været den rette beslutning for Mytheresa.com at vælge København som fast modeugedestination.”
En ny modemesse i sigte
Sidst på ugen kunne messerne meddele om et helt nyt messelandskab til januar. Vision-messen lukker og en ny messe, Revolver, tager over med tidl. Vision-direktør Jan Carlsen og tidl. Gallery-direktør Christian Maibom ved roret. De to øvrige messer CIFF og Gallery består, ifølge meldinger, i deres nuværende form.
Eva Kruse kommenterer: ” Der er sket mange ting i messekulisserne de sidste par dage, og jeg er sikker på, at der stadig er meget, der mangler at falde på plads, men vi hilser det nye tiltag velkomment. Det vigtigste for branchen er, at messerne har indset, at det ikke nytter noget at lægge sig på forskellige datoer. I forhold til show- og eventdelen af Copenhagen Fashion Week, som er afhængig af, at der er liv i byen, så håber vi at dagene ender med at falde senere på ugen fremfor tidligt.”
En sundere branche
Lige inden modeugen blev skudt i gang var første kvartals opløftende branchetal blevet offentliggjort, og det syntes at præge stemningen under modeugen. Modebranchen oplevede nemlig en vækst i salget til udenlandske markeder på hele 4,7 pct., og generelt er der tale om en sundere modebranche end sidste år, hvor færre ligger i den økonomiske farezone.
”Én ting er at modeugen var god, men at branchen nu viser sig fra sin sundeste side siden finanskrisen er uvurderligt,” runder Eva Kruse af.

















