FAZION

Fiskespa -Velvære til fødder, krop og sjæl

En fiskespa, tankerne flyver forskellige steder hen, hvad er det for noget?  Jeg havde sat mig for at finde ud af, hvad et fiskespa egentlig er, samt hvordan oplevelsen ville være.  Det var simpelthen noget, jeg var nødt til at udforske nærmere. Jeg lavede derfor en aftale med Luas Fiskespa, som ligger i Dannebrogsgade i Aalborg.

Tekst: Maria Jakobsen & Foto: Søren Skjødt

De små doktorfisk, der går under det latinske navn Garra Rufa, stammer fra en lille by i Tyrkiet, der hedder Kangal, som ligger cirka 450 km fra den tyrkiske hovedstad Ankara. De små fisk kan ikke lade være med at suge på alt, der kommer ned i vandet. De har ingen tænder, men nipper med deres sugekopformede mund den hårde hud væk uden at ødelægge de nye hudceller. De efterlader et enzym i huden, som gør, at huden føles blød i længere tid efter behandlingen.

Luas Fiskespa

– Udover det næring fiskene får af de forskellige døde hudceller, bliver de fodret hver eneste aften, så vi er sikre på, at de får lige præcis den mængde mad, de har behov for, forklarer indehaver Linda Mikkelsen.

Men hvordan startede Luas Fiskespa i Aalborg?

– Det var egentlig min svigermor, der havde prøvet det på Malta, som kom hjem og fortalte om, hvor dejlig en oplevelse det var. Vi gav os så til at undersøge mere omkring denne form for behandling, og da vi opdagede de tomme lokaler her i Dannebrogsgade, der passede perfekt til formålet, besluttede vi os for at springe ud i det, fortæller Linda.

I forretningen er der fire kar med omkring 100 fisk i hvert kar, og Linda og hendes mand er allerede i gang med en udvidelse med yderligere tre kar. Et andet nyt tiltag hos Luas Fiskespa er et helkropskar, hvor der er mulighed for behandling af hele kroppen. En behandling især tiltænkt folk med psoriasis. Garra Rufa fisk har i flere år vist sig som en effektiv behandling af netop denne hudlidelse, og kan efter sigende fjerne symptomerne i en lang periode.

Hos Luas Fiskespa har man mulighed for enten en 30 eller 50 minutters behandling. Inden behandlingen påbegyndes sker en grundig afvaskning af fødderne, så man er sikker på, at ingen bakterier kommer ned i karrene til fiskene. For at undgå bakterier bliver hvert enkelt kar samtidig renset 10 gange i timen ved hjælp af store pumper. Fiskene kan dog ikke være bærere af nogen sygdom, og smittefare kan kun opstå, hvis man deler et kar med en anden person, og hos Luas er man kun en person om hvert enkelt kar.

En spændende oplevelse

En kollega havde tidligere fortalt mig omkring et fiskespa, og jeg havde hele tiden synes, at det lød spændende, men da tiden så kom, hvor jeg skulle af sted, blev jeg alligevel lidt nervøs ved tanken. Kunne jeg alligevel få mig til at stikke mine små fødder ned i et kar fyldt med fisk?

Da vi først kom derind, følte jeg egentlig, at jeg tog det ret roligt, men da Linda foreslog, at vi skulle i gang med at vaske mine fødder, så de var klar til at komme i karret begyndte mit hjerte at banke lidt hurtigere. Efter dette, var det tid til at bevæge mig ned på sofaen, så jeg var klar til at prøve behandlingen. Da jeg først fik mig placeret, kunne jeg mærke, at jeg ikke var meget for det alligevel. Min krop rystede lidt, og jeg blev ved med at sige til fotografen, som var med; Jeg tør ikke, jeg tør simpelthen ikke. Jeg sad med bøjede ben hen over karret og tog virkelig tilløb til at komme tæerne ned i karret og til sidst med nogen opfordring fra fotografen, tvang jeg mig selv til at sætte den ene fod ned i karret, men det var da det dummeste. I det jeg satte en fod ned sugede alle 100 fisk sig omkring en fod, så jeg fik hurtigt travlt med at få den anden fod ned i karret også, så fiskene i det mindste kunne dele sig lidt.

I begyndelsen føltes det lidt underligt, men det ændrede sig hurtigt til en behagelig snurren. Jeg fik en 50 minutters behandling og synes virkelig, at det endte med at blive en rigtig afslappende og behagelig oplevelse. Under behandlingen tilbød indehaver Linda Mikkelsen en lille forfriskning i form af kaffe eller the, og så sad jeg ellers der og nød situationen. Det var jo slet ikke så grænseoverskridende, som jeg havde regnet med, men en dejlig oplevelse, som helt sikkert kan anbefales til andre. Da de 50 minutter var ved at være gået, og jeg fik mine fødder op, kunne jeg både se og mærke en stor forskel. Næsten alt min hårde hud var væk, og jeg havde de fineste bløde fødder. Linda fandt lidt forskellige cremer frem, og jeg gik derfra med de lækreste fødder, et stort smil på læben og en vished om, at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg booker en behandling hos Luas Fiskespa.