FAZION

Dansk ELLE hylder nordiske modetalenter

P_Lamija Suljevic

Finalisterne i den nye internationale designkonkurrence, Årets Nye Nordiske Designtalent 2014, er fundet. Vinderen bliver kåret den 19. maj ved ELLE Style Awards 2014 i Koncerthuset i DR Byen.

Efter en overvældende deltagelse i Dansk ELLE og MUUSEs nye nordiske designtalentkonkurrence, hvor flere end 100 talentfulde designere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island har deltaget, har dommerkomiteen ved ELLE Style Awards 2014 samt repræsentanter fra MUUSE og chef- og moderedaktører fra det nordiske ELLE-netværk fundet de tre finalister.

”Deltagelsen i Årets Nye Nordiske Designtalent har været over al forventning, og kvaliteten og kreativiteten har været helt i top blandt de deltagende designere. Vi har efter en svær votering fundet tre yderst værdige og meget, meget dygtige finalister fra hhv. Finland, Sverige og Norge. Alle tre er yderst talentfulde unge designere med hver deres formsprog og hver deres bud på, hvor det allerede stærkt funderede nordiske design skal bevæge sig hen,” siger chefredaktør på Dansk ELLE Cecilie Christiansen.

Finalisterne til Årets Nye Nordiske Designtalent 2014 er:

  • Essie Letho, Finland, som med sikker hånd fortolker hverdagsgarderoben og byder på minimalistiske, grafiske silhuetter tilsat afrikansk inspirerede mønstre.
  • Damian Ravn, Norge, som med overraskende valg af materialer på smuk og brugbar vis nyfortolker klassikere som kappen og Den lille Sorte.
  • Lamija Suljevic, Sverige, som har skabt en både skulpturel og romantisk kollektion, en art moderne couture – lige til den røde løber.

Det er første gang, at Årets Nye Nordiske Designtalent uddeles, og ELLE og MUUSE er gået sammen om prisen for at øge fokus på de nordiske talenter og det spirende vækstlag inden for mode. Vinderen, som kåres den 19. maj til ELLE Style Awards 2014, vil efterfølgende få skabt en minikollektion i samarbejde med ELLE og MUUSE, som vil kunne købes primo august 2014 via www.mit.elle.dk og www.MUUSE.com.

FAKTA

ELLE Style Awards er Danmarks største og officielle modeprisuddeling, som i år finder sted den 19. maj i Koncerthuset. Prisuddelingen vil efterfølgende blive vist på TV3 Puls og TV3. ELLE Style Awards er den eneste prisuddeling af sin slags i Danmark og blev afholdt første gang i Danmark i 2013. Se mere på www.elle.dk/ELLE-Style-Awards

ELLE er verdens største modemagasin med hele 45 internationale udgivelser. Dansk ELLE har eksisteret siden 22. september 2008.

MUUSE er et internationalt modemærke, der producerer kollektioner med de bedste designtalenter verden over for at skabe visionær mode. I samarbejde med disse designere, udvikler og producerer MUUSE kollektioner i limited editions, som forhandles i egen webshop, farfetch.com samt udvalgte butikker. MUUSE har gennem 4 år stået bag den internationale talentkonkurrence MUUSE x VOGUE Talents – Young Vision Award i samarbejde med italiensk Vogue og samarbejder nu med Dansk ELLE om at kåre de bedste nordiske talenter. MUUSE støtter ligeledes op om nyuddannede designere og designtalenter ved at give dem et udstillingsvindue i det halvårlige print magasin MUUSE samt online magasinet MUUSINGS. Se mere på Muuse.com

Alle de nominerede til ELLE Style Awards 2014 vil være offentliggjort den 5. maj, hvor ELLE nr. 6 udkommer.

Crowne Plaza, L’Oreal Paris og PANDORA er sponsorer på ELLE Style Awards. Crowne Plaza sponsorerer middagen, og med sin billet til ELLE Style Awards får man mulighed for at købe en Crowne Plaza overnatning til særpris.