
Det danske modehus Edith og Ella har gennem en årrække flirtet med idéen om at sælge i Kina. I februar åbnede de salgskontor i Shanghai, og nu sælger de direkte til kinesiske forbrugere via lokale webportaler.
Efter en længere research-fase og deltagelse i modeugen i Beijing sidste år tager Edith og Ella springet østover til det kinesiske marked.
Aftaler med store online-handlere
Virksomhedens marketingchef gennem 6 år Charlotte Dybdal Larsen blev udstationeret til Shanghai i februar, og siden har hun sammen med en kinesisk kommunikations-, pr- og salgsmedarbejder opbygget et salgskontor i Shanghai med fokus på websalg.
Det har resulteret i et samarbejde med det virtuelle stormagasin Taobao, som allerede sælger Edith og Ellas kollektioner under brand-navnet E&E, og desuden en aftale om salg gennem premium-portalen Tmall, som startes i maj måned.
Dronningen som ambassadør
I forbindelse med lanceringen af E&E på det kinesiske marked deltager Edith og Ella pop up-shop eventet Danish Design Days i Shanghai, hvor også Birger Christensen, Dea Kudibal, Bang & Olufsen, ECCO, Erfurt, Fritz Hansen, HAY, House of Amber, LEGO, LINDBERG, One Collection, Paustian, Schmidt/Hammer/Lassen, Stelton og Vola deltager.
Arrangementet åbnes officielt af dronning Margrethe i den eksklusive designbutik Design Republic mandag den 28. april.
/Dansk Mode & Textil/














